Research til karakterer.
Små detaljer.
Og altid den røde notesbog.
Det er et spørgsmål, jeg ofte bliver stillet.
Nogle gange trækker jeg bare på skuldrene. Andre gange forsøger jeg at forklare, at jeg ser karaktererne og deres verden næsten lige så klart og tydeligt, som du ser ordene på denne side lige nu.
Men sandheden er, at der ikke findes ét enkelt svar.
Nogle gange begynder den i fantasien. Andre gange i virkeligheden. Og en gang imellem tager karaktererne ganske enkelt historien i en retning, jeg ikke selv havde planlagt.
Det sidste er Mira et ret godt eksempel på.
Da hun oprindeligt blev skabt, var hun en biperson. Kias lillesøster. En karakter, der naturligvis havde en rolle i historien, men som ikke nødvendigvis skulle fylde voldsomt meget.
Hun blev ved med at dukke op. Hun fik mere at sige, flere sider af sig selv og mere af sin egen historie. Og efter omkring to et halvt til tre års udvikling er hun ikke længere bare en biperson.
I dag er hun en karakter, som potentielt kunne bære sin helt egen bog.
Det er noget af det, jeg elsker ved at skrive.
Man kan planlægge rigtig meget. Men nogle gange udvikler karaktererne sig på en måde, der gør, at historien pludselig kan noget, man ikke selv havde set komme.
Andre gange kommer inspirationen fra noget, jeg oplever, ser eller opdager gennem research.
Når jeg skriver om et emne, hvor jeg ved, at nogle af mine læsere måske ved rigtig meget om netop dét område, har jeg ikke lyst til bare at hoppe let hen over det.
Så researcher jeg.
Ikke nødvendigvis fordi alle læsere vil opdage detaljerne.
Men fordi én måske gør.
Hvis bare én læser, der virkelig kender det emne, jeg skriver om, sidder med den tanke, så har researchen været det værd.
Et eksempel på det dukker op i et af de senere bind i Vogternes Univers.
Uden at afsløre for meget møder vi her en karakter, der er stum.
Hun opstod egentlig, fordi Inda havde brug for en veninde hjemme i Zanori. Og fordi Inda selv er en særlig karakter, ville jeg også gerne have, at hendes veninde skulle være en person, hvor man som læser næsten med det samme tænker:
Ikke fordi Inda har ondt af hende.
Tværtimod.
De er begge stærke karakterer på hver deres måde, og ingen af dem har specielt meget lyst til at lade andre bestemme, hvem de skal være.
Idéen om, at veninden kunne være stum, kom faktisk fra min bedste veninde. Og jo mere jeg tænkte over det, jo mere gav det mening.
Men så kom udfordringen:
Det spørgsmål har rykket mig utrolig meget som forfatter.
For pludselig kunne jeg ikke bare lade en replik gøre arbejdet. Jeg blev nødt til at tænke meget mere over kropssprog, blik, bevægelser, ansigtsudtryk, tegnsprog og måden andre personer reagerer på hende.
Det er også dér, researchen for alvor kom ind i billedet.
Jeg har brugt tid på at undersøge tegnsprog og kommunikation uden talesprog, så jeg har en reel forståelse for det, jeg skriver om. Ikke fordi det gør mig til ekspert, men fordi jeg ikke har lyst til bare at gætte mig frem.
Inden den pågældende bog en dag udkommer, vil jeg også gerne have mennesker med faglig viden eller personlig erfaring til at læse med, så jeg kan være så sikker som muligt på, at karakteren bliver fremstillet ordentligt.
For hun er ikke skabt for at tilfredsstille en bestemt målgruppe.
Hun er heller ikke skabt, fordi historien skulle have en stum karakter.
Hun blev skabt, fordi hun gav mening som person og som Indas veninde.
Hvis man sammenligner min skrivestil før arbejdet med denne karakter og efter, kan jeg selv tydeligt se forskellen.
Jeg er blevet langt mere opmærksom på alt det, der sker uden for dialogen, og meget af det har jeg siden kunnet tage med tilbage i omskrivningen af de første bind.
Nogle af de virkemidler gemmer jeg bevidst til den dag, læseren faktisk møder hende.
For hun skal føles anderledes.
Man skal kunne mærke, at noget ændrer sig i teksten, når hun er til stede.
Men grundstenene i det, hun har lært mig som forfatter, findes allerede andre steder i bøgerne. De er bare langt mindre synlige.
Og når jeg går så meget op i, at hun bliver skrevet troværdigt, handler det i sidste ende om det samme som resten af min research:
At jeg som forfatter faktisk har gjort mit arbejde.
Research foregår heller ikke altid foran en skærm.
Nogle gange tager jeg ud og oplever stederne selv.
Jeg har blandt andet besøgt Himmelbjerget flere gange og har også været på en privat rundvisning på Møgelø i Julsø ved Himmelbjerget.
Det handler selvfølgelig om at se naturen og omgivelserne med egne øjne.
Men mindst lige så meget om alle de små ting, som billeder og kort ikke nødvendigvis fortæller.
Hvordan ser stierne ud?
Hvordan falder lyset mellem træerne?
Hvad kan man høre?
Og hvordan opleves afstanden mellem to steder, når man selv skal gå den?
Jeg kan godt lide tanken om, at en læser, der selv har været på Møgelø, måske en dag læser en scene og pludselig tænker:
Eller måske:
”Hey, der har jeg også været.”
Norge har på samme måde sat tydelige spor i Vogternes Univers.
Mine rejser dér har blandt andet givet inspiration til den royale families sommerhus og landsbyen Zanori.
Når man læser om omgivelserne, de små stier eller den mørke gang inde i bymuren, er noget af inspirationen hentet fra steder, jeg selv har besøgt i Norge.
Blandt andet Heddal Stavkirke.
Det betyder ikke, at stederne i bøgerne er kopier af virkeligheden.
Jeg tager stemninger, detaljer og enkelte elementer med mig, ændrer dem og sætter dem sammen på nye måder, indtil de passer ind i den verden, jeg er ved at skabe.
Fantasien bestemmer, hvad de ender med at blive til.
Hvis du en dag møder mig på en gåtur, hvad enten det er i en skov i mit lokalområde eller på vej op ad Gaustatoppen til 1.883 meters højde i Norge, er der én ting, jeg næsten altid har med mig:
Min røde notesbog.
Den bliver brugt til idéer, observationer og små detaljer.
En sti.
En bygning.
En lyd.
En bestemt stemning.
Eller bare en tanke, der dukker op og måske først får betydning flere år senere.
Nogle noter finder hurtigt vej ind i historierne.
Andre kan ligge længe, før jeg pludselig opdager, hvad de egentlig skulle bruges til.
Og nogle bliver måske aldrig brugt.
Det gør ikke så meget.
For jeg holder af de små detaljer.
Også dem, som de fleste læsere måske aldrig tænker nærmere over.
For når nogen faktisk bemærker dem, fordi netop den detalje betyder noget for dem, så har arbejdet været det værd.
I det øjeblik bliver historien lidt mere end bare fantasy.
Den får et lille spejl ind i virkeligheden.
Noget en læser kan genkende sig selv i.
Et sted, de selv har besøgt.
En oplevelse, de kender.
Eller måske bare følelsen af:
Ikke kun fordi research og de små detaljer tager tid.
Men fordi jeg gerne vil skabe historier, der kan tåle at blive læst mere end én gang.
Historier, hvor man anden eller tredje gang opdager noget, man ikke lagde mærke til første gang.
Et lille spor.
En reaktion.
En sætning.
En detalje i baggrunden.
Noget, der pludselig betyder noget helt andet, fordi man nu ved mere end første gang, man læste historien.